Tuesday 23 April 2024

Dèr Mouw: 'Omhoog zien naar de zon de waterrozen'


 

OMHOOG ZIEN NAAR DE ZON DE WATERROZEN

 

Omhoog zien naar de zon de waterrozen,

kinderlijk, alsof ’t Rafaëls englen waren;

grauw slib en wijde scheemringen bewaren,

die hier de dood stilde tot smartelozen.

 

Opzuigt de bliksemstorm het meer tot hozen:

dan staan in blauw doorschijnende pilaren

de doden: hun zwarte ogengaten staren

boven hun grijns om macabre apotheozen.

 

Naar Brahmans zonlicht bloeien mijn gedachten;

scheemringen, koel, van zielegronden brachten

rust aan mijn smart om wensen, lang gebroken:

 

vlaag van herinn’ring woelt uit grauw vergeten

’t verleden op bij flits van plotsling weten –

’t herrijst, ’t herrijst; mijn dode wensen spoken.

 

 

SUNWARD THE WATER-LILIES TURN THEIR EYES

 

Sunward the water-lilies turn their eyes,

childlike, like angels done by Raphaël;

in grey sludge and wide dusks retained, there dwell

those for whom death did painlessness devise.

 

And should a lightning storm’s induced osmosis

suck up the lake, the dead will all stand there

in clear blue columns: empty orbits stare

above their grin at grim apotheosis.

 

To Brahman’s sunlight my thoughts strive to flower;

dusks that rose coolly from the soul’s deep bower

made pain at broken wishes cease to taunt me:

 

from limbo’s grey a gust of memory

whirls up the past when in a flash I see –

they resurrect; dead wishes come to haunt me.



Monday 22 April 2024

Hans Christian Andersen: 'Dødsøieblikket' (1829)

 


Dødsøieblikket

 

Wenn die unbekannte Hand den letzten Pfeil an das Haupt des Menschen sendet, so bückt er vorher das Haupt, und der Pfeil hebt bloß die Dornenkrone von Seinen Wunden ab.

Jean Paul. (Hesperus, 1795)

 

Hvad er det dog, som lyser? Det luttres for min Sands;

Jeg føler Øiet briste i denne Straaleglands.

Mit Hoved mat sig bøier for Kraften i min Aand,

Og mildt om Hjertet løsne sig alle snevre Baand.

I Døden faae vi Vinger, det troe vi jo som Smaa,

Ja Aanden den faaer Vinger, som Tankens overgaae!

 

I Stjernernes Systemer, i Midet paa vor Jord,

Jeg seer en Guddoms Fylde hvortil jeg ei har Ord.

En Evighed jeg skuer i Alt, selv i mit Bryst,

Og alle Taager synke bag Jordens kjendte Kyst.

I mine Brødres Hjerter nu først jeg læser ret,

Vel er’ vi alle Svage, men Ingen ganske slet.

 

O kunde vi herneden saa klart i Andre see,

Som i vort eget Indre, vi gjorde dem ei Vee.

I hver jeg mig gjenkjender, i Store, som i Smaa,

O, skal vi da i Døden hinanden først forstaae?

Jeg er saa let, saa salig, saa luttret i min Tro,

Jeg føler Kamp og Stræben, og dog en himmelsk Ro!

 

 

The moment of death

 

When the unknown hand shoots the last arrow at the person’s head, he bends his head forwards, and the arrow only lifts the crown of thorns off his wounds.

Jean Paul

 

What is it shines so strongly? My mind is purified;

I feel my eyes are breaking now its strong rays preside.

My weary head bends forwards caught by my spirit’s might

And gently my heart loosens the bonds that hold it tight.

In death we all gain wings and this children know full well,

The spirit gains wings also, which those of thought excel!

 

In stellar constellations, in dust mites here on earth,

I see divine abundance for which I have no words.

In all things gaze for ages, in my own breast the most,

And all mists sink down slowly behind earth’s well-known coast.

The hearts of fellow humans first now come into sight,

For though we all are weaklings, no one is bad outright.

 

Oh could we see in in others as clearly as we view

Our inner selves, our blind urge to hurt them we’d subdue.

I see myself in others, in those both great and small,

Oh, must death first take place ere we understand it all?

I am so light, by faith have been purified and blessed,

Prepared to fight and struggle, though full of heav’nly rest!


To see a German translation of this poem, go to here.

 

Hans Christian Andersen: 'Det døende Barn' (1827)

 


Det døende Barn

 

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,

Lad mig ved Dit Hjerte slumre ind;

Græd dog ei, det maa Du først mig love,

Thi Din Taare brænder paa din Kind.

Her er koldt og ude Stormen truer,

Men i Drømme, der er Alt saa smukt,

Og de søde Englebørn jeg skuer,

Naar jeg har det trætte Øie lukt.

 

Moder, seer Du Englen ved min Side?

Hører Du den dejlige Musik?

Se han har to Vinger smukke hvide,

Dem han sikkert at vor Herre fik.

Grønt og Gult og Rødt for Øiet svæver,

Det er Blomster Engelen udstrøer!

Faar jeg ogsaa Vinger mens jeg lever,

Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer?

 

Hvorfor trykker saa Du mine Hænder?

Hvorfor lægger Du din Kind til min?

Den er vaad og dog som Ild den brænder,

Moder, jeg vil altid være Din!

Men saa maa Du ikke længer sukke,

Græder du, saa græder jeg med Dig,

O, jeg er saa træt! – maa Øiet lukke –

- Moder - see! nu kysser Englen mig!

 

 

The Dying Child

 

Mother, I am tired, I would be sleeping,

Close up to your heart let me expire;

Do not weep, be first this promise keeping,

Since your tears will course your cheeks like fire.

Here it’s cold, outside the storm is brewing,

Beauty though in dreams reigns unopposed,

And sweet angel children I’ll be viewing

When my tired eyes I at last have closed.

 

Mother, can you see the angel by me?

Can you hear the lovely music play?

Look, two wondrous white wings spread out widely ,

Only God provides such fine array .

Yellows, greens and reds seem to be snowing,

Flowers the angel strews before my eye!

Will while I’m still living wings start growing,

Or first, mother, when I come to die?

 

Why is it you press my hands so gently?

Why is it you lay your cheek to mine?

Though it’s moist it seems to burn intensely,

Mother, you for me need never pine!

So let not with sighs your heart be brimming,

I’ll weep too if you weep constantly,

Oh, I am so tired! – my eyes are dimming –

– Mother – look! the angel’s kissing me!

 

 

Sunday 21 April 2024

Francis de Preter: 'Arvo Pärt: Fratres'

 

ARVO PÄRT: FRATRES

 

Voor 12 cello’s en percussie

 

Luister naar het hout

en naar de zingende kern daaronder,

de kloppende stokken in het bos!

Een melopee van twaalf ondertonen

in hun knoesten en kwasten gevat

en op een klaagdeun afgestemd.

Hun broederlijk brommen

deint weg tussen de maatstrepen

van hun metronomisch gebed.

 

 

ARVO PÄRT: FRATRES

 

For 12 cellos and percussion

 

Listen to the wood

and to the singing core beneath,

the beating sticks in the forest!

A droning dirge of twelve undertones

caught in their knobs and knots

and attuned to a murmured complaint.

Their brotherly bourdon

fades away between the barlines

of their metronomical prayer.

 

 

Translated in collaboration with Albert Hagenaars

Poetic Synapses 14

H.C. Andersen: 'Hjemvee' (1830)


 

Hjemvee

 

Warum wurde auf den schmutzigen Erdenkloß ein Geschöpf mit unnützen Lichtflügeln geklebt, wenn es in die Geburtscholle zurückfaulen sollte, ohne sich je mit den ätherischen Flügeln los zu winden?

Jean Paul.

 

Om Aft’nen i det lille, snevre Kammer,

Naar Alt er stille, i mit Bryst det flammer!

En mægtig Længsel fylder al min Tanke,

Af Hjemvee føler jeg mit Hjerte banke,

Og jeg maa græde, skjøndt jeg er en Mand,

Thi her, har Hjertet intet Fædreland!

 

Naar Kunsten aabner mig sit store Rige,

Den samme Længsel føler jeg da stige,

Enhver Musik, hver Sang der naaer mit Hjerte,

Gjenvækker denne bittre, søde Smerte!

Men Hjemmet finder jeg dog aldrig her,

Mit Hjem er der, hvor jeg kun ikke er!

 

Seer jeg den friske Skov, de grønne Dale,

Da føler jeg, hvad ei jeg kan udtale,

Seer jeg det stolte Hav og Aftenrøden,

Da længes Hjertet mægtigt efter Døden!

Dog nei! det er ei Døden, nei, et Hjem, —

Et Hjem, hvis Navn jeg ei kan stamme frem.

 

 

Homesickness

 

Why was a being, endowed with useless wings of light, chained to this dirty clump of earth, if it were to rot in its birth-clod, without ever being freed from it by means of its ethereal wings?

Jean Paul (The Campaner Thal, 507th Station)

 

In my cramped, narrow room at day’s cessation,

When all is still, my breast’s a conflagration!

My thoughts are filled by some enormous yearning,

I feel my homesick heart is brightly burning,

And I must weep, although I am a man,

For here the heart lacks any fatherland!

 

When art its mighty realm to me is showing

This selfsame yearning I sense in me glowing,

Each song, all music with which my heart’s shaken

This sweet yet bitter pain does reawaken!

To find a home here cannot be my lot,

My home is only where my heart is not.

 

The fresh woods and green vales I find a blessing

But feel incapable of e’er expressing,

The proud sea and the sun when it is setting

Cause me to long for death, all pain forgetting!

Not so! Not death, a home is what I crave‚ –

Its name but stuttered this side of the grave.


 

Friday 19 April 2024

H.C. Andersen: 'Er du i verden vide'


 

Er Du i Verden vide,

Du er dog Hjemmet nær,

Gud aander ved din Side

I Luft og Blomst og Træer;

Du høre kan hans Stemme

I Dig og rundtenom,

Og føle du er hjemme

Hvor Du i Verden kom!

 

Og stedes Du i Fare,

Er uforskyldt i Nød,

Han vil dig vel forsvare,

Og der er ingen Død,

Og der er ingen Smerte.

Vort Jordlivs Stjerneskud

Er, fra en Moders Hjerte

At flyve op til Gud.

 

Disse Vers skrevne paa en eensom Bjærgvandring ved Setubal i Portugal 1866

 

 

Wherever you should wander

Your home is always nigh,

God breathes close by and yonder

In flowers and trees and sky

His voice you hear inside you

and everywhere you roam,

Though it be far and wide you

Will always feel at home.

 

If peril should befall you,

Or undeserved distress,

He’ll not let this appal you

And there’s no sting in death.

Nor pain in this existence –

Our life’s a shooting star

From mother’s heart the distance

To where God’s mansions are.

 

These lines written on a lonely mountain walk near Setubal in Portugal 1866


Harmen Wind: 'Remedie'


 

REMEDIE

 

Tegen de angst. Al wat ik schrijf

weerstaat mijn wanhoop, elke zin

waaraan ik ademloos begin

jaagt mij de stuipen van het lijf. 

 

Want op papier ben ik niet bang.

Hier gelden vastgestelde wetten

die mij uit razernij ontzetten

en redden van de ondergang. 

 

Kunst zet het leven naar zijn hand,

brengt het terug tot dunne lijnen

die zich, tegen verval bestand,

tot het verstilde beeld verfijnen

van windfiguren in wit zand

waarin ik veilig kan verdwijnen. 

 

 

REMEDY

 

Treatment for fear. All that I write

challenges my despair, each line

I breathlessly a place assign

chases away my fits of fright

 

On paper I am unafraid.

Here there are fixed rules that apply

which help my frenzied mind get by

and save it when it is dismayed.

 

Art places life at your command

makes of it thin lines which cohere

and even all decay withstand

creating here a tranquil sphere

of wind-formed figures in white sand

where I can safely disappear.



Thursday 18 April 2024

Vilhelm Ekelund: 'Då voro bokarna ljusa'

 

Prunus padus (hägg/bird cherry)


DÅ VORO BOKARNA LJUSA

 

Då voro bokarna ljusa, då var ån af

simmande hvit ranunkels öar sållad,

ljus sin krona häggen gungade här där

gosse jag vandrat. —

 

Tyst det regnar. Himlen hänger lågt på

glesa kronor. En hvissling; tåget sätter

åter i gång. Mot sakta mörknande kväll jag

färdas vänlös.

 

 

THEN THE BEECHES WERE LIGHT

 

Then the beeches were light, then isles of

floating marsh buttercups riddled the river,

light its crown the bird-cherry swayed here where

I roamed as a boy. –

 

Soundless the rain. The sky hangs low over

sparse tree-tops. A whistle: the train starts to

move on again. Toward slowly darkening evening I 

journey friendless.



Wednesday 17 April 2024

'De Hirundine': The oldest poem in the Netherlands

Chelidonium majus (Greater Celandine, zwaluwkruid, svaleurt)

 

Gedicht van Radboud, Dienaar van de Heilige Kerk te Utrecht

Over de zwaluw

 

Ik heb een lichaam met een zeer geschikte vorm,

waarmee ik voor geen mens op aard tot last kan zijn.

Het is immers maar nauwelijks vier vingers lang;

daaruit bestaat mijn fijngevormde lichaamsbouw.

Vandaar dat ik in kerken nestjes bouwen mag

en in de mensenhuizen voor mijn jongen zorg.

De boeren breng ik nieuwe vreugden met mijn komst,

want kwett’rend roep ik: splijt de kale grond uiteen.

En breng ik in hun huis een beetje klei bijeen,

dan geld ik - tevergeefs - als bode van geluk.

Maar de natuur schonk mij een wonderlijk geheim

waardoor ik bij mijn kroost het zicht herstellen kan;

in die kunst ben ik zelfs Pythagoras de baas,

bij wie een blinde vruchteloos genezing zoekt.

Vandaar ook dat een plant die alom welig groeit

zelfs bij de stad, zijn naam ontleent aan onze naam.

De oudste naam ervan, die vindt men in het Grieks;

‘hirundinea’ komt van zwaluw in ’t Latijn.

Ik zet u, lezer, graag mijn levenswijs uiteen

opdat u meer bewond’ring voor de schepper krijgt.

Wanneer het lover komt en wind de bloemen brengt,

dan kom ik ook en vind bij mensen onderdak.

Daar maak ik dan een nest dat iedereen kan zien

- dat speelt een luie, onbedreven hand niet klaar.

Mijn pasgeboren, lieve jongen schuilen daar,

totdat ze volgen kunnen door de wijde lucht.

Ik neem die schare mee, we slaan de vleugels uit,

en onvermoeibaar vlieg ik zo de hele dag.

En dat is niet voor niets, want zweef ik door de lucht,

dan lacht de hemel blij het dichte koren toe.

Maar raak ik met m’n vleugels ’t modderig moeras,

beuk jij het land, Aeolus, met je regenvlaag.

Verkilt daarna de zon, en komt de herfst met sneeuw,

dan drijft het vaderland me weg, of vlucht ik zelf,

bekommer me niet meer om nest of gastvrij huis,

maar volg ik instinctief mijn eigen levensweg.

In verre grotten schuil ik voor de koude wind

en geef aldus een treffend beeld van de natuur.

O mens, beschouwt u het mysterie der natuur,

waardeer dan het geschenk van uw beschaafd bestaan.

De rede heerst in u, maar ik ben redeloos.

U leeft ook na de dood, mijn leven eindigt hier.

Weest u net zo mijn meerdere in ’t volgen van

uw scheppers wet, want dat beval de schepper zelf.



Poem by Raboud, servant of the Holy Church in Utrecht

Concerning the Swallow

 

I have a body with a most befitting form

which cannot cause offence to anyone on earth.

Scarcely four fingers does it measure in its length;

that is my finely formed physique in full extent.

And this is why in churches I may build my nests

and in the homes of humans I may rear my young.

New joy I bring to farmers that see me return,

for chirruping I call: now plough the barren land.

And should I bring a little clay into their home

I’m deemed – in vain – as harbinger of their good luck.

A wondrous secret though did nature give to me

by means of which my brood’s bad sight I can restore;

in this art e’en Pythagoras I can surpass,

from whom a blind man seeks a cure to no avail.

That too is why a plant which grows profusely everywhere

even close to the town derives its name from ours.

Its oldest name is Chelidonium in Greek;

‘hirundinea’ is the swallow’s Latin name.

I’d like to tell you, reader of my way of life

so that your Maker even more may you amaze.

When all comes into leaf and wind brings us the flowers

then I come too and find in homes a place to dwell.

There do I build my nesting place for all to see –

something a lazy, clumsy hand cannot pull off.

My new-born darling young all have their refuge there

I take my brood with me, our wings we spread out wide,

and never tiring I then fly the whole day long.

And not for nothing, for when I fly through the air,

the heavens smile down on the densely growing corn

But if I touch the mirely marshland with my wings,

you drum the land, Aeolus, with your showers of rain.

And if the sun grows chill and autumn comes with snow,

then does my homeland banish me, or I take flight,

no longer think of nests or hospitality,

instinctively then take my chosen path through life.

In distant caves I shelter from the biting wind

and thus of nature is my image highly apt.

Mankind, consider therefore nature’s mystery,

then prize the gift of an existence so refined.

Sense reigns in you, but my own lot is senselessness.

You live too after death, my life though ends right here.

You therefore should outdo me in the following

of your creator’s law, for so did he command.


Known as the oldest poem in the Netherlands, this poem is the translation of a translation. The poem was originally written in Latin. For the whole story, (if you understand Dutch) go to here.